Genanvendt indhold i plastemballage under PPWR – krav, tidsplan og materialeforskelle

Article 7 i PPWR – Regulation (EU) 2025/40 – fastsætter bindende krav til genanvendt indhold i plastemballage med to ikrafttrædelsestidspunkter: 2030 og 2040. Kravene er differentierede: de varierer efter plasttype og efter, om emballagen er i direkte kontakt med fødevarer, drikkevarer eller farmaceutiske produkter. For producenter der vælger materiale til emballage i dag, er disse tærskler den juridiske ramme som forsyningsstrategien skal holdes op imod.

Den centrale forskel i forordningsteksten er asymmetrien mellem PET og øvrige plasttyper – herunder PP. PET-emballage med fødevarekontakt er underlagt en tredoblet forpligtelse i 2030 sammenlignet med PP i samme anvendelseskategori: 30% for PET mod 10% for PP. Asymmetrien er ikke tilfældig. Den afspejler at PET-flasker i mange år har haft et velfungerende genanvendelseskredsløb i Europa, og at lovgiver har konkluderet at markedet kan levere. For PP gælder en anden regulatorisk vurdering.

Denne artikel beskriver de konkrete krav under Article 7: hvilke tærskler gælder for hvilke materialer og hvornår, hvad der tæller som genanvendt indhold, og hvilke undtagelsesmuligheder forordningen stiller til rådighed. Spørgsmålet om PP’s fire compliance-veje mod 2030 behandles i PP eller PET frem mod 2030? Den regulatoriske og forsyningsmæssige asymmetri

Hvad tæller som genanvendt indhold under PPWR?

PPWR anvender begrebet „post-consumer recycled content“ – genanvendt materiale der stammer fra affald genereret af slutbrugere: husholdninger, erhverv eller institutioner der har brugt produktet til dets tilsigtede formål. Det er en afgørende afgrænsning.

Pre-consumer materiale – fabrikationsaffald og produktionsskrot der genindgives i produktionsprocessen hos den samme producent, eller som aldrig har forladt den industrielle forsyningskæde – tæller ikke. Det samme gælder regrind (genmalede spild fra eget produktionsgulv) og overproduktionsmateriale der recirkuleres internt. PPWR-kravet er specifikt rettet mod materiale der faktisk har været i omløb som affald og er returneret til råmaterialekredsløbet gennem sortering og genanvendelse.

For emballageproducenten og mærkeindehaveren indebærer det at sourcing af genanvendt materiale skal ske fra verificerede efterbrugsstrømme: fra sorterede husholdningsfraktioner, indsamlede B2B-strømme eller industriel genanvendelse af indsamlet forbrugsemballage. Det er indkøbet af denne materialekategori der skal dokumenteres og sættes i relation til kravtærsklen.

Differentierede tærskler – hvilken plasttype kræver hvad?

Article 7 differentierer kravene på to akser: plasttype og kontaktfølsomhed. Kontaktsensitiv emballage er emballage der kommer i direkte kontakt med fødevarer, drikkevarer, farmaceutiske produkter eller kosmetik – en kategori der i praksis dækker størstedelen af detailemballage til mejeriprodukter, drikkevarer og convenience food.

For PET-emballage med fødevarekontakt er kravet 30% post-consumer genanvendt indhold fra 2030, stigende til 50% i 2040. Det er det højeste krav i forordningen for plastmaterialer og gælder specifikt PET – ikke plastik som kategori.

For PP og øvrige plasttyper der ikke er PET – herunder HDPE, PS og flerlags-konstruktioner – er kravet 10% fra 2030 og 25% fra 2040 for kontaktsensitiv emballage. Der er tale om vægtandele: 10% af den samlede plastmasse i emballagen skal dokumenterbart stamme fra post-consumer genanvendt materiale i 2030.

For ikke-kontaktsensitiv emballage – transport- og industriemballage der ikke berører fødevarer – er kravene lavere og fastsættes i særskilte kategorier under forordningens bilag. For mange plastemballageproducenter der leverer til fødevareindustrien er det dog de kontaktsensitive kategorier der er relevante. PP eller PET frem mod 2030? Den regulatoriske og forsyningsmæssige asymmetri

Undtagelser og fritagelsesmuligheder under Article 7

PPWR indeholder to centrale undtagelsesbestemmelser der er relevante for plastemballage.

Article 7(4)(g) fritager emballage til spædbørnsernæring (infant formula), special medical purpose foods og andre fødevarer til sårbare befolkningsgrupper godkendt under forordning (EU) 609/2013. Fritagelsen er behovsbegrundet: for disse produktkategorier er forsyningssikkerheden og risikoen for kontaminering via genanvendt materiale vurderet som tungtvejende nok til at begrunde en undtagelse. Producenter der opererer i disse kategorier skal dog dokumentere grundlaget for fritagelsen.

Article 7(5)(a) giver mulighed for at fravige kravene for materialer, hvor der ikke eksisterer industriel genanvendelseskapacitet i tilstrækkelig skala til at levere det nødvendige post-consumer materiale i den krævede kvalitet. For PP-emballage er denne undtagelse potentielt relevant: mekanisk genanvendt PP i fødevarekvalitet er en teknologi under udvikling, og industriel skala er endnu ikke etableret på de fleste europæiske markeder. Undtagelsen forudsætter dokumentation – producenten skal aktivt demonstrere at markedet ikke kan levere, og at den relevante genanvendelsesteknologi ikke er tilgængelig i industriel skala.

Article 7(12) er en systemisk sikkerhedsventil: den giver Kommissionen mulighed for at udskyde ikrafttrædelsestidspunktet for specifikke materialer, hvis en markedsrevision i 2028 viser at forsyningskæden ikke kan levere tilstrækkeligt genanvendt materiale. Bestemmelsen dækker PP og andre ikke-PET plasttyper. PET er eksplicit undtaget – det fremgår af Recital 50 at dette er et bevidst valg fra lovgivers side.

Kemisk genanvendelse og massbalance – den afgørende uafklarede variabel

PPWR’s krav til post-consumer genanvendt indhold rejser et centralt spørgsmål for PP-emballage: kan kemisk genanvendt PP – fremstillet via pyrolyse eller opløsningsprocesser med massbalance-allokering – tælle med i opfyldelsen af 2030-kravet?

Svaret er endnu ikke givet. Article 7(8) pålægger Kommissionen at vedtage en gennemførelsesretsakt der præciserer metoderne til beregning og verificering af genanvendt indhold, herunder anvendeligheden af massbalance-tilgangen for kemisk genanvendelse. Denne implementing act forventes december 2026.

Massbalance er en dokumentationsmetode der tillader at genanvendt råmateriale – fx pyrolyseolie fra plastikaffald – blandes med fossile råmaterialer i en fælles produktionsstrøm, og at det genanvendte indhold allokeres til specifikke produktpartier via et certifikatsystem. Metoden er etableret i kemisk industri og anvendes i dag til kemisk genanvendt PP fra flere europæiske producenter. Om PPWR anerkender denne metode som dokumentation for post-consumer genanvendt indhold under Article 7 er ikke afgjort.

For PP-producenter og emballageindkøbere er dette den vigtigste uafklarede variabel frem mod 2030. Hvis massbalance godkendes, åbner det en ekstra compliance-vej via kemisk genanvendt PP. Hvis det ikke godkendes, er compliance-strategien henvist til mekanisk food-grade rPP – en teknologi der endnu ikke er tilgængelig i industriel skala – eller til undtagelsesbestemmelserne under Article 7(5)(a) og 7(12).

Dokumentation og verificering af genanvendt indhold

PPWR stiller krav om at den „economic operator“ der bringer emballagen på markedet, kan dokumentere og verificere at kravene til genanvendt indhold er opfyldt. Dokumentationsrammen fastsættes nærmere i implementing acts, men de principielle krav fremgår af forordningens tekst.

For mekanisk genanvendt materiale sker dokumentationen typisk via materialecertifikater fra genanvendelsesanlægget, der angiver materialets oprindelse, genanvendelsesmetode og post-consumer andel. For fødevarekontaktanvendelser suppleres dette af den relevante godkendelsesdokumentation – for ny og innovativ genanvendelse via de nationale tilladelsesrammer.

For kemisk genanvendt materiale via massbalance afhænger dokumentationsrammen af den endnu ikke offentliggjorte Article 7(8) implementing act. Det forventede grundlag er en certifikationsordning – muligvis ISCC+ eller tilsvarende – der kan verificere at den genanvendte råmaterialandel reelt stammer fra post-consumer plastikaffald.

For emballageproducenten indebærer det at sourcing af genanvendt materiale til 2030-compliance bør planlægges med øje for at leverandøren kan levere den nødvendige dokumentation: ikke alene materialet, men den sporbarhed og certificering der gør at mærkeindehaveren kan opfylde sin dokumentationsforpligtelse over for tilsynsmyndighederne.

Opsummering

Article 7 i Regulation (EU) 2025/40 fastsætter differentierede krav til post-consumer genanvendt indhold i plastemballage med ikrafttrædelse i 2030 og 2040. For PET-emballage med fødevarekontakt er kravet 30% fra 2030 og 50% fra 2040 – det højeste i forordningen for plastmaterialer. For PP og øvrige ikke-PET plasttyper er kravet 10% fra 2030 og 25% fra 2040. Genanvendt indhold defineres som post-consumer materiale: pre-consumer fabrikationsaffald og internt regrind tæller ikke. Centrale undtagelsesmuligheder inkluderer Article 7(4)(g) for spædbørnsernæring og medicinske specialprodukter, Article 7(5)(a) for materialer uden industriel genanvendelseskapacitet, og Article 7(12) som giver Kommissionen mulighed for at udskyde kravene for PP – men ikke PET – efter en markedsrevision i 2028. Om kemisk genanvendt PP via massbalance-metoden kvalificerer som post-consumer indhold afgøres i en implementing act under Article 7(8), forventet december 2026.