rPET-markedet i Europa: forsyning, kapacitet og konkurrencen om fødevaregodkendt materiale

PET’s compliance-vej under PPWR hviler på én forudsætning: at der er tilstrækkeligt food-grade genanvendt PET (rPET) til rådighed på det europæiske marked i 2030 til at opfylde 30%-kravet i Article 7. Det er en forudsætning som markedsdata fra 2024 og 2025 sætter alvorlige spørgsmålstegn ved.

Det europæiske rPET-marked er ikke et enkelt marked – det er et hierarki af applikationer med meget ulige adgang til den begrænsede mængde food-grade genanvendt materiale. PET-flasker dominerer genanvendelsesinfrastrukturen. Ikke-flaske-applikationer – herunder trays, cups og skåle til mejeriprodukter – befinder sig strukturelt i bunden af dette hierarki som pristagere i et marked der kontraherer.

Denne artikel beskriver rPET-markedets aktuelle tilstand, de strukturelle kapacitetsbegrænsninger og den konkurrence om food-grade rPET der følger af, at to EU-direktiver – SUP-direktivet og PPWR – stiller simultane krav til det samme begrænsede materialeflow. PP eller PET frem mod 2030? Den regulatoriske og forsyningsmæssige asymmetri.

Det europæiske rPET-marked: kapacitet og struktur

Genanvendelse af PET i Europa er domineret af flaske-genanvendelse. Den samlede europæiske PET-genanvendelseskapacitet estimeres til ca. 3,3 millioner ton, hvoraf størstedelen er konfigureret til at modtage og behandle indsamlede PET-drikkevareflasker og omdanne dem til food-grade rPET-flager eller granulat til flaskeproduktion.

Kapaciteten til at producere food-grade rPET til non-flaske-applikationer – herunder trays til mejeriprodukter, kopper, skåle og anden rigid emballage – er estimeret til under 0,1 millioner ton, svarende til under 3% af den samlede europæiske kapacitet. Teknologien til at producere food-grade rPET i tray-kvalitet er etableret, men den industrielle infrastruktur – sorteringsanlæg konfigureret til tray-fraktioner, genanvendelsesanlæg med food-contact-godkendelse til tray-input – er langt mere begrænset end flaske-infrastrukturen.

Fraværet af en dedikeret tray-til-tray genanvendelsesstrøm betyder at producenter af PET-trays og -cups i praksis konkurrerer om bottle-grade rPET, der omstøbes til tray-applikationer. Det er et marked med lavere effektivitet og højere omkostning end bottle-to-bottle-strømmen – og et marked der typisk gives lavere prioritet, når genanvendelsesanlæggene optimerer for volumen og margin.

Kapacitetskontraktion og markedssignaler

I 2024 lukkede den europæiske PET-genanvendelsesindustri kapacitet svarende til ca. 300.000 ton – den største enkeltårs-kontraktion siden industriens etablering. Årsagen var en kombination af faldende efterspørgsel, importkonkurrence fra billigere rPET-granulater fra Asien og lavere virgin PET-priser, der pressede rPET-marginer. Brancheorganisationen Plastics Recyclers Europe (PRE) angiver omsætningsfald på 5,5% for den europæiske genanvendelsesindustri som helhed.

PRE har identificeret food-contact rPET som det mest pressede segment og har påpeget at den vækst i genanvendelseskapacitet, der er nødvendig for at imødekomme PPWR’s 30%-krav i 2030, forudsætter ca. 6% årlig kapacitetsvækst – en vækst der ifølge PRE’s analyser ikke er i gang.

I marts 2026 erklærede Indorama Ventures – en af Europas største PET- og rPET-producenter – force majeure på leverancer med efterfølgende nedlukninger i preform-produktionen hos afhængige kunder. Det er en enkelt hændelse, men den illustrerer sårbarheden i en forsyningskæde der allerede er under strukturelt pres.

Strukturel konkurrence: SUP-direktivet møder PPWR

Det særegne ved den europæiske rPET-situation frem mod 2030 er ikke alene at kapaciteten er begrænset – det er at to separate EU-regulatoriske instrumenter stiller simultane krav til den samme forsyningskilde.

SUP-direktivet (Single Use Plastics Directive) kræver 25% genanvendt indhold i PET-drikkevareflasker fra 2025, stigende til 30% fra 2030. Dette krav rammer specifikt flaskeproducenter og skaber strukturel, mandatorisk efterspørgsel efter food-grade rPET til flaskeapplikationer. Flaskeproducenter køber aktivt rPET for at opfylde SUP-krav – og de er villige til at betale en premium for certificeret food-grade materiale.

PPWR’s Article 7 kræver 30% rPET i al food-contact PET-emballage fra 2030 – herunder trays, cups og skåle der ikke er drikkevareflasker. Det er en ny og separat efterspørgsel rettet mod den allerede begrænsede food-grade rPET-kapacitet. Resultatet er at flaskeproducenter og tray/cup-producenter konkurrerer om materiale fra det samme genanvendeløkosystem. Flaskeproducenter er strukturelt bedre positioneret i denne konkurrence: de køber i højere volumen, de konkurrerer om et mere standardiseret materiale, og de drives af en mandatorisk regulatorisk efterspørgsel der giver dem et incitament til at betale over spotpris.

Kontraktuel rPET-allokering og leverandørrisiko

For en mærkeindehaver der planlægger PET-emballage med rPET-compliance i 2030, er det ikke tilstrækkeligt at vide at rPET-markedet eksisterer. Spørgsmålet er om der kan sikres et kontraktbaseret, dokumenteret forsyningsforhold der holder frem til og forbi 2030.

De relevante spørgsmål at stille til en potentiel rPET-leverandør er: er allokeringen til food-contact-applikationer kontraktmæssigt fastlagt og ikke blot indikativ? Hvilke backup-forsyningspartnere eksisterer hvis den primære leverandør rammes af kapacitetssvigt, prisvolatilitet eller force majeure? Hvad er leverandørens plan for Article 7-compliance – og er den betinget af implementing act-afgørelserne under Article 7(8)?

Markedssignalerne fra 2024 og 2026 tyder på at svarene på disse spørgsmål i mange tilfælde vil afsløre en kortere og mere sårbar forsyningskæde end den, der på papiret virker som en ligetil compliance-løsning.

Hvad markedet siger til PP

rPET-markedssituationen er ikke direkte relevant for PP-emballage – der eksisterer endnu ikke et etableret europæisk marked for food-grade rPP i industriel skala. Men netop fraværet af dette marked er det der aktiverer PP’s undtagelsesmulighed under Article 7(5)(a): hvis der ikke eksisterer industriel genanvendelseskapacitet, kan producenten søge fritagelse. PP’s udfordring er ikke et marked under pres – det er et marked der endnu ikke er etableret, og som forordningen eksplicit giver tid til at vokse frem.

For PET er situationen omvendt: markedet eksisterer, Kommissionen har vurderet at det kan levere – og fritagelsesmuligheden under Article 7(5)(a) og derogationsmekanismen under Article 7(12) er dermed lukkede for PET. Det europæiske rPET-marked befinder sig i en periode med kontraktion og konkurrencepres, og det er i dette marked at PET-emballageproducenter skal finde deres compliance-løsning frem mod 2030. PP eller PET frem mod 2030? Den regulatoriske og forsyningsmæssige asymmetri.

Opsummering

Det europæiske rPET-marked er strukturelt domineret af flaske-genanvendelse, med under 3% af den samlede kapacitet dedikeret til non-flaske food-contact applikationer. Plastics Recyclers Europe (PRE) dokumenterede lukning af 300.000 ton kapacitet i 2024 og identificerede food-contact rPET som det mest pressede segment. Den kapacitetsvækst på ca. 6% årligt der er nødvendig for at imødekomme PPWR’s 2030-krav, er ikke i gang. Hertil kommer strukturel konkurrence fra SUP-direktivets simultane krav om 30% rPET i PET-drikkevareflasker fra 2030 – en mandatorisk efterspørgsel der konkurrerer direkte om den begrænsede food-grade rPET-kapacitet. For tray- og cup-producenter der planlægger PET-baseret emballage, er rPET-forsyningssikkerhed et aktivt kommercielt og kontraktuelt spørgsmål – ikke en given forudsætning.