rPET-markedet i Europa: forsyning, kapacitet og konkurrencen om fødevaregodkendt materiale

PET’s compliance-vej under PPWR hviler på én forudsætning: at der er tilstrækkeligt food-grade genanvendt PET (rPET) til rådighed på det europæiske marked i 2030 til at opfylde 30%-kravet i Article 7. Det er en forudsætning som markedsdata fra 2024 og 2025 sætter alvorlige spørgsmålstegn ved.

Det europæiske rPET-marked er ikke et enkelt marked – det er et hierarki af applikationer med meget ulige adgang til den begrænsede mængde food-grade genanvendt materiale. PET-flasker dominerer genanvendelsesinfrastrukturen. Ikke-flaske-applikationer – herunder trays, cups og skåle til mejeriprodukter – befinder sig strukturelt i bunden af dette hierarki som pristagere i et marked der kontraherer.

Denne artikel beskriver rPET-markedets aktuelle tilstand, de strukturelle kapacitetsbegrænsninger og den konkurrence om food-grade rPET der følger af, at to EU-direktiver – SUP-direktivet og PPWR – stiller simultane krav til det samme begrænsede materialeflow. PP eller PET frem mod 2030? Den regulatoriske og forsyningsmæssige asymmetri.

Det europæiske rPET-marked: kapacitet og struktur

Genanvendelse af PET i Europa er domineret af flaske-genanvendelse. Den samlede europæiske PET-genanvendelseskapacitet estimeres til ca. 3,3 millioner ton, hvoraf størstedelen er konfigureret til at modtage og behandle indsamlede PET-drikkevareflasker og omdanne dem til food-grade rPET-flager eller granulat til flaskeproduktion.

Kapaciteten til at producere food-grade rPET til non-flaske-applikationer – herunder trays til mejeriprodukter, kopper, skåle og anden rigid emballage – er estimeret til under 0,1 millioner ton, svarende til under 3% af den samlede europæiske kapacitet. Teknologien til at producere food-grade rPET i tray-kvalitet er etableret, men den industrielle infrastruktur – sorteringsanlæg konfigureret til tray-fraktioner, genanvendelsesanlæg med food-contact-godkendelse til tray-input – er langt mere begrænset end flaske-infrastrukturen.

Fraværet af en dedikeret tray-til-tray genanvendelsesstrøm betyder at producenter af PET-trays og -cups i praksis konkurrerer om bottle-grade rPET, der omstøbes til tray-applikationer. Det er et marked med lavere effektivitet og højere omkostning end bottle-to-bottle-strømmen – og et marked der typisk gives lavere prioritet, når genanvendelsesanlæggene optimerer for volumen og margin.

Kapacitetskontraktion og markedssignaler

I 2024 lukkede den europæiske PET-genanvendelsesindustri kapacitet svarende til ca. 300.000 ton – den største enkeltårs-kontraktion siden industriens etablering. Årsagen var en kombination af faldende efterspørgsel, importkonkurrence fra billigere rPET-granulater fra Asien og lavere virgin PET-priser, der pressede rPET-marginer. Brancheorganisationen Plastics Recyclers Europe (PRE) angiver omsætningsfald på 5,5% for den europæiske genanvendelsesindustri som helhed.

PRE har identificeret food-contact rPET som det mest pressede segment og har påpeget at den vækst i genanvendelseskapacitet, der er nødvendig for at imødekomme PPWR’s 30%-krav i 2030, forudsætter ca. 6% årlig kapacitetsvækst – en vækst der ifølge PRE’s analyser ikke er i gang.

I marts 2026 erklærede Indorama Ventures – en af Europas største PET- og rPET-producenter – force majeure på leverancer med efterfølgende nedlukninger i preform-produktionen hos afhængige kunder. Det er en enkelt hændelse, men den illustrerer sårbarheden i en forsyningskæde der allerede er under strukturelt pres.

Strukturel konkurrence: SUP-direktivet møder PPWR

Det særegne ved den europæiske rPET-situation frem mod 2030 er ikke alene at kapaciteten er begrænset – det er at to separate EU-regulatoriske instrumenter stiller simultane krav til den samme forsyningskilde.

SUP-direktivet (Single Use Plastics Directive) kræver 25% genanvendt indhold i PET-drikkevareflasker fra 2025, stigende til 30% fra 2030. Dette krav rammer specifikt flaskeproducenter og skaber strukturel, mandatorisk efterspørgsel efter food-grade rPET til flaskeapplikationer. Flaskeproducenter køber aktivt rPET for at opfylde SUP-krav – og de er villige til at betale en premium for certificeret food-grade materiale.

PPWR’s Article 7 kræver 30% rPET i al food-contact PET-emballage fra 2030 – herunder trays, cups og skåle der ikke er drikkevareflasker. Det er en ny og separat efterspørgsel rettet mod den allerede begrænsede food-grade rPET-kapacitet. Resultatet er at flaskeproducenter og tray/cup-producenter konkurrerer om materiale fra det samme genanvendeløkosystem. Flaskeproducenter er strukturelt bedre positioneret i denne konkurrence: de køber i højere volumen, de konkurrerer om et mere standardiseret materiale, og de drives af en mandatorisk regulatorisk efterspørgsel der giver dem et incitament til at betale over spotpris.

Kontraktuel rPET-allokering og leverandørrisiko

For en mærkeindehaver der planlægger PET-emballage med rPET-compliance i 2030, er det ikke tilstrækkeligt at vide at rPET-markedet eksisterer. Spørgsmålet er om der kan sikres et kontraktbaseret, dokumenteret forsyningsforhold der holder frem til og forbi 2030.

De relevante spørgsmål at stille til en potentiel rPET-leverandør er: er allokeringen til food-contact-applikationer kontraktmæssigt fastlagt og ikke blot indikativ? Hvilke backup-forsyningspartnere eksisterer hvis den primære leverandør rammes af kapacitetssvigt, prisvolatilitet eller force majeure? Hvad er leverandørens plan for Article 7-compliance – og er den betinget af implementing act-afgørelserne under Article 7(8)?

Markedssignalerne fra 2024 og 2026 tyder på at svarene på disse spørgsmål i mange tilfælde vil afsløre en kortere og mere sårbar forsyningskæde end den, der på papiret virker som en ligetil compliance-løsning.

Hvad markedet siger til PP

rPET-markedssituationen er ikke direkte relevant for PP-emballage – der eksisterer endnu ikke et etableret europæisk marked for food-grade rPP i industriel skala. Men netop fraværet af dette marked er det der aktiverer PP’s undtagelsesmulighed under Article 7(5)(a): hvis der ikke eksisterer industriel genanvendelseskapacitet, kan producenten søge fritagelse. PP’s udfordring er ikke et marked under pres – det er et marked der endnu ikke er etableret, og som forordningen eksplicit giver tid til at vokse frem.

For PET er situationen omvendt: markedet eksisterer, Kommissionen har vurderet at det kan levere – og fritagelsesmuligheden under Article 7(5)(a) og derogationsmekanismen under Article 7(12) er dermed lukkede for PET. Det europæiske rPET-marked befinder sig i en periode med kontraktion og konkurrencepres, og det er i dette marked at PET-emballageproducenter skal finde deres compliance-løsning frem mod 2030. PP eller PET frem mod 2030? Den regulatoriske og forsyningsmæssige asymmetri.

 

Opsummering

Det europæiske rPET-marked er strukturelt domineret af flaske-genanvendelse, med under 3% af den samlede kapacitet dedikeret til non-flaske food-contact applikationer. Plastics Recyclers Europe (PRE) dokumenterede lukning af 300.000 ton kapacitet i 2024 og identificerede food-contact rPET som det mest pressede segment. Den kapacitetsvækst på ca. 6% årligt der er nødvendig for at imødekomme PPWR’s 2030-krav, er ikke i gang. Hertil kommer strukturel konkurrence fra SUP-direktivets simultane krav om 30% rPET i PET-drikkevareflasker fra 2030 – en mandatorisk efterspørgsel der konkurrerer direkte om den begrænsede food-grade rPET-kapacitet. For tray- og cup-producenter der planlægger PET-baseret emballage, er rPET-forsyningssikkerhed et aktivt kommercielt og kontraktuelt spørgsmål – ikke en given forudsætning.

For en virksomhed der i dag vælger materiale til plastemballage til det europæiske marked, er PPWR ikke alene et spørgsmål om, hvad loven kræver. Det er et spørgsmål om hvilken risikoprofil det valgte materiale bærer frem mod 2030 – og hvem der bærer den.

PP og PET er begge veletablerede materialer til fødevareemballage. Men under PPWR stiller de to materialer i meget ulige positioner. PP er underlagt et lavere genanvendelseskrav, har fire dokumenterede compliance-veje og er dækket af forordningens derogationsbestemmelse. PET har et tre gange højere krav i 2030, reelt kun én ubetinget godkendt compliance-vej i dag og er eksplicit udelukket fra den sikkerhedsventil som PP kan aktivere ved forsyningssvigt.

Denne artikel sammenligner PP og PET’s regulatoriske og forsyningsmæssige positioner under PPWR. Kravene til genanvendt indhold pr. materialetype er beskrevet i Genanvendt indhold i plastemballage under PPWR – krav, tidsplan og materialeforskelle. Forsyningsmarkedet for rPET gennemgås i rPET-markedet i Europa

To materialer, to forskellige regulatoriske profiler

Udgangspunktet er kravene i Article 7. For PET-emballage med fødevarekontakt er forpligtelsen 30% post-consumer genanvendt indhold fra 2030, stigende til 50% i 2040. For PP er kravet 10% fra 2030 og 25% fra 2040. Forskellen er ikke marginal – PET-forpligtelsen er tre gange PP’s i 2030 for den samme type kontaktsensitiv emballage.

Men asymmetrien stopper ikke ved tærskelniveauerne. Den fortsætter i forordningens arkitektur for, hvad der sker hvis markedet ikke kan levere. Article 7(12) giver Kommissionen mulighed for at udskyde overholdelsesfristen for PP og andre ikke-PET plasttyper baseret på en markedsrevision i 2028. PET er eksplicit undtaget fra denne bestemmelse – ikke som en forglemmelse, men som et bevidst lovgivningsvalg formuleret i Recital 50. For en emballageindkøber er konsekvensen enkel: PP har en fallback, PET har det ikke.

Hertil kommer at PP under Article 7(5)(a) kan søge fritagelse fra kravet, hvis der ikke eksisterer industriel genanvendelseskapacitet i tilstrækkelig skala. For PET gælder denne undtagelse ikke – der eksisterer industriel genanvendelseskapacitet for PET-flasker, og Kommissionen har vurderet at markedet kan levere det krævede volumen.

PP’s fire compliance-veje mod 2030

PP’s regulatoriske profil er ikke kun gunstig på tærskelniveauet – den er gunstig fordi PP har fire dokumenterede veje til at opfylde sine forpligtelser.

Den første vej er mekanisk genanvendt PP i fødevarekvalitet produceret via nyudviklet superrensningsteknologi. Teknologien er EFSA-valideret og kommercielt tilgængelig – om end endnu ikke i industriel skala for alle europæiske markeder. Europæiske udviklingsinitiativ inden for mekanisk food-grade rPP er under opskalering.

Den anden vej er kemisk genanvendt PP via massbalance-allokering. Processer baseret på pyrolyse af plastikaffald kan i dag levere rPP via certifikationsordninger som ISCC+. Materialet er kommercielt tilgængeligt. Om det kvalificerer som post-consumer genanvendt indhold under PPWR afgøres af den implementing act under Article 7(8), der forventes december 2026.

Den tredje vej er undtagelsen under Article 7(5)(a): hvis der ikke eksisterer industriel genanvendelseskapacitet for food-grade rPP i tilstrækkelig skala, kan producenten søge fritagelse med dokumentation. Bestemmelsen er specifikt konstrueret til situationer som PP’s nuværende – et materiale med et voksende genanvendelsesøkosystem, men endnu ikke industriel skala.

Den fjerde vej er sikkerhedsventilerne i Article 7(12) og 7(13): Kommissionens mulighed for at udskyde kravet for PP baseret på markedsrevisionen i 2028, og de generelle nødsituationsklausuler der kan aktiveres ved dokumenterede forsyningskrisesituationer.

PET’s forsyningsudfordring: én vej, ét marked

PET’s compliance-logik er enklere end PP’s – og mere sårbar. Vejen til 30% rPET i 2030 går primært via mekanisk genanvendelse af indsamlet PET til food-grade rPET. Det er den eneste vej der i dag er ubetinget godkendt under PPWR.

Udfordringen er at dette marked er under pres. Den europæiske genanvendelsesindustri for PET lukkede ifølge data fra Plastics Recyclers Europe (PRE) 300.000 ton kapacitet i 2024 – den største kapacitetsreduktion nogensinde – som følge af presset fra billige importerede rPET-granulater og faldende virgin PET-priser. PRE angiver food-contact rPET som det mest pressede segment, og de understreger at den ca. 6 % årlige kapacitetsvækst, der er nødvendig for at imødekomme PPWR-kravene, ikke er i gang.

Hertil kommer en strukturel konkurrence om den begrænsede food-grade rPET-kapacitet. PET-flasker er underlagt SUP-direktivet (Single Use Plastics), der kræver 25% rPET i PET-drikkevareflasker fra 2025 og 30% fra 2030. Flaskeproducenter og tray-producenter konkurrerer om den samme forsyningskilde. For ikke-flaske PET-emballage – herunder trays og cups – udgør specifik genanvendelseskapacitet under 3% af den samlede europæiske PET-genanvendelseskapacitet ifølge tilgængelige markedsdata.

Den regulatoriske asymmetri i Article 7(12)

Det mest undervurderede element i sammenstillingen af PP og PET under PPWR er ikke tærskelniveauet – det er hvad der sker ved forsyningssvigt.

Article 7(12) fastlægger at Kommissionen senest i 2028 skal gennemføre en markedsrevision og på basis heraf kan beslutte at udskyde overholdelsesdatoen for specifikke materialkategorier, hvis der dokumenteres utilstrækkelig forsyningskapacitet. PP og øvrige ikke-PET plasttyper er dækket af denne bestemmelse.

PET er undtaget. Det fremgår af Recital 50 at lovgiver aktivt har valgt at undtage PET fra derogationsmekanismen, fordi det eksisterende genanvendelsesøkosystem for PET-flasker er betragtet som tilstrækkeligt til at underbygge forpligtelsen. Det er en risikovurdering foretaget af lovgiver – ikke en garanti for at markedet vil kunne levere.

Den praktiske konsekvens er, at for en mærkeindehaver der har valgt PET frem mod 2030, er 30%-kravet det juridiske absolutum. Der er ingen fallback i forordningsteksten. Forsyningssikkerheden er et kommercielt spørgsmål, ikke et regulatorisk beskyttet spillerum. For PP er regulatorisk spillerum bygget ind.

Design for genanvendelse: monomateriale vs. multimateriale

Udover kravene til genanvendt indhold under Article 7 introducerer PPWR en parallel dimension i Article 6: design for genanvendelse og recyclability-grades der fra 2030 klassificerer emballage fra A til D ud fra genanvendelsesvenlighed, og som fra 2032 modulerer EPR-gebyrer.

Monomaterial-konstruktioner – en enkelt plasttype uden sekundære materialelag – scorer generelt højere på recyclability-graden end multimaterial-konstruktioner. En sprøjtestøbt PP-kop i monomateriale er designet for direkte indgang i PP-genanvendelsesstrømmen og vil i henhold til forordningens designprincipper kvalificere til grade A eller B.

Multimaterial-løsninger – herunder PET-trays eller -kopper med påsat kartonhylster – er konstruktioner der i den europæiske sorteringsinfrastruktur typisk enten kræver manuel separation, eller sorteres samlet og dermed ikke bidrager effektivt til hverken PET- eller papirgenanvendelse. Konstruktionen reducerer ikke de bindende krav til PET-indholdet: PET-beholderen bærer stadig 30% rPET-forpligtelsen uanset det påsatte kartonlag. Og i EPR-regi fra 2032 vil multimaterial-konstruktionen med høj sandsynlighed score lavere og udløse højere gebyrer end en sammenlignelig monomaterial-løsning. Multimaterial emballage og PPWR.

 

Opsummering

Under PPWR stiller PP og PET i markant ulige regulatoriske positioner frem mod 2030. PET er underlagt 30%-kravet til post-consumer genanvendt indhold fra 2030 – tre gange PP’s 10%-krav – og er eksplicit udelukket fra Article 7(12)-derogationsmekanismen. PP har fire dokumenterede compliance-veje: mekanisk food-grade rPP, kemisk rPP via massbalance (afhængig af Article 7(8)-afgørelse december 2026), fritagelsesmulighed under Article 7(5)(a) og sikkerhedsventilerne under Article 7(12) og 7(13). PET har i dag reelt én ubetinget godkendt vej: mekanisk genanvendelse til food-grade rPET – i et marked der kontraherer og konkurrerer internt om begrænset kapacitet. Kemisk genanvendelse af PET (depolymerisering) eksisterer, men afventer – ligesom kemisk rPP – Article 7(8)-afgørelsen om massbalance. Hertil kommer at monomaterial-PP-konstruktioner scorer højere på design for genanvendelse under Article 6 end multimaterial-løsninger inkl. PET+pap-kombinationskonstruktioner.

Multimaterial emballage og PPWR: compliance, sortering og first-sort-problemet

Kombinationsløsninger hvor en plastemballage kombineres med et kartonhylster er udbredte i det europæiske fødevaremarked. Konstruktionen kommunikerer visuelt et brug af papbaserede materialer og fremstilles ofte som et mere bæredygtigt alternativ til ren plastik. Under PPWR er det regulatoriske billede imidlertid mere komplekst end kommunikationsfortællingen.

PPWR vurderer emballage på to adskilte akser: hvad den er lavet af (Article 7, genanvendt indhold), og hvor godt den er designet til at indgå i et genanvendelseskredsløb (Article 6, design for genanvendelse). På begge akser stiller multimateriale-konstruktioner svagere end monomateriale-konstruktioner. Og hertil kommer et tredje lag som ikke er regulatorisk, men praktisk: forbrugerens beslutning om hvilken affaldsspand emballagen ryger i bestemmer om nogen genanvendelse overhovedet kan finde sted.

Denne artikel gennemgår alle tre dimensioner. De grundlæggende krav til genanvendt indhold behandles i Genanvendt indhold i plastemballage under PPWR – krav, tidsplan og materialeforskelle. PET’s forsyningsudfordring er beskrevet i rPET-markedet i Europa.

 

Article 6 og recyclability-grades: hvad PPWR kræver af emballagedesign

Article 6 i PPWR fastlægger at al emballage der bringes på EU-markedet fra 2030 skal opfylde specifikke designkrav for genanvendelse. Kommissionen klassificerer emballage i recyclability-grades fra A til D baseret på fire kriterier: materialesammensætning, kompatibilitet med eksisterende sorteringsinfrastruktur i Europa, tilgængelighed af genanvendelseskapacitet og dokumentation for faktisk genanvendelse i det europæiske system.

Grade A betegner emballage optimal for genanvendelse: monomateriale, kompatibel med eksisterende sorteringssystemer og med dokumenteret genanvendelsesinfrastruktur. Grade D betegner emballage der ikke kan genanvendes med eksisterende teknologi og infrastruktur. Fra 2032 moduleres EPR-gebyrer ud fra graden: emballage med grade A eller B betaler lavere bidrag end emballage med grade C eller D. Det er et direkte økonomisk incitament til at vælge konstruktioner designet for genanvendelse fra starten.

For rigid plastemballage er det afgørende parameter materialesammensætningen i relation til de sorteringsstrømme der findes i europæisk affaldsbehandlingsinfrastruktur. En beholder i et enkelt materiale er per definition kompatibel med en enkeltmateriale-genanvendelsesstrøm. En beholder der kombinerer to eller flere materialer kræver separation for at begge kan genanvendes effektivt.

 

 

Pap+PET-kombikonstruktionen: to forpligtelser, ikke en

En PET-kop eller -bakke med et påsat kartonhylster stiller under PPWR på tre regulatoriske svagheder samtidig.

For det første: PET-beholderen bærer stadig den fulde genanvendt-indhold-forpligtelse under Article 7 – 30% rPET fra 2030 – uanset kartonhylsterets nærvær. Kartonlaget er ikke en del af PET-beholderens materialeregnskab. To materialer med separate forpligtelser er ikke et reduceret samlet krav – det er to separate krav.

For det andet: konstruktionens recyclability-grade under Article 6 vil med høj sandsynlighed være lavere end en sammenlignelig monomateriale-løsning. Kartonhylsteret skal separeres fra PET-beholderen for at begge materialer kan genanvendes effektivt. Sker dette ikke – og i automatiseret husholdningsindsamling sker det typisk ikke – går enten PET-fraktionen eller papfraktionen tabt.

For det tredje: lavere recyclability-grade medfører højere EPR-gebyrer fra 2032. Det er en løbende, årlig omkostning der ikke er synlig i den initiale produktionsomkostning, men som øger den totale cost of compliance for kombikonstruktionen sammenlignet med en monomateriale-løsning.

 

To typer multimaterialeemballage – og hvad de begge har til fælles

Multimaterialeemballage der kombinerer plastik og karton findes i to principielt forskellige udgaver. Den første type kræver at forbrugeren aktivt adskiller materialerne inden bortkastelse: kartonhylsteret fjernes manuelt og sorteres separat. Adfærdsafhængighed er maksimal.

Den anden type er automatisk adskillende konstruktioner, hvor separationen er designet til at ske mekanisk i det industrielle genanvendelsesanlæg – typisk via vand- eller termiske processer der løsner bindingen mellem plastik og karton uden forbrugerens medvirken. Det er en teknisk reel forskel der reducerer adfærdsafhængighed i selve separationstrinnet.

Men begge typer deler én fundamental svaghed: de løser ikke first-sort-problemet. Det problem opstår, inden nogen sorteringsinfrastruktur overhovedet er involveret.

First-sort-problemet: forbrugerens beslutning bestemmer alt

First-sort er den beslutning forbrugeren træffer når de kasserer emballagen: hvilken affaldsspand ryger den i? Beslutningen sker i hjemmet, på arbejdspladsen eller i det offentlige rum – og den sker uden nogen kvalitetskontrol.

For en monomateriale plastemballage er beslutningen forholdsvis enkel – emballagen består af én materialetype og sorteres som plastik. Det udelukker ikke at forbrugere kan sortere forkert, men det minimerer den fortolkningsusikkerhed der opstår, når emballagen kombinerer to materialekategorier.

En multimaterialeemballage introducerer en ekstra kompleksitet. Forbrugeren står med en emballage som består af både plastik og pap, og skal fortolke lokale sorteringsvejledninger der varierer fra kommune til kommune og fra land til land. En andel af forbrugere løser usikkerheden ved at vælge restaffaldet.

Det afgørende argument er ikke, at alle forbrugere vil sortere forkert. Det afgørende er, at multimaterialeemballage introducerer en ekstra beslutning som ikke eksisterer for monomateriale emballager – og at hele den efterfølgende genanvendelseskæde dermed bliver afhængig af at denne første beslutning træffes korrekt.

Selvadskillende teknologier adresserer en anden problemstilling: kan pap og plast adskilles effektivt, når emballagen først er kommet ind i genanvendelsessystemet? Det er en relevant teknisk egenskab – men det er et andet spørgsmål end first-sort-problemet. First-sort handler om noget mere fundamentalt: kom emballagen overhovedet ind i det rette system? Selvseparation skaber kun værdi, hvis emballagen først er sorteret ind i den rette affaldsstrøm.

Denne forskel afspejles i, hvor mange successive trin der skal lykkes for at materialet faktisk genanvendes. En monomateriale plastemballage kræver korrekt forbrugersortering, korrekt optisk sortering og adgang til godkendt genanvendelse. En selvadskillende pap/plast-kombination kræver herudover korrekt første sorteringsbeslutning, at emballagen ikke ender i restaffald, succesfuld selvseparation, korrekt identifikation af plastfraktionen efter separation og korrekt routing til plaststrømmen – og derefter godkendt genanvendelse. Hver ekstra afhængighed reducerer systemets samlede robusthed.

For automatisk adskillende konstruktioner gælder et yderligere systemspørgsmål: selv når forbrugeren sorterer korrekt, skal emballagen passere det sorteringsanlæg der modtager fraktionen. Moderne sorteringsanlæg anvender NIR-scanning der aflæser emballagens overflade. En konstruktion med dominerende kartonoverflade klassificeres typisk som papir/karton og sorteres til papfraktionen – hvilket sender plastikkomponenten til papbalen som kontaminering, ikke til plastgenanvendelse. Den automatiske separation virker kun når emballagen sorteres ind i en plaststrøm med det nødvendige separationsudstyr.

For PPWR’s Article 6-vurdering er det afgørende at recyclability-graden baseres på faktiske genanvendelsesresultater i den eksisterende europæiske infrastruktur – ikke på hvad konstruktionen kan under ideelle betingelser.

 

Forordning (EU) 2022/1616: den permanente konsekvens af restaffald

Forordning (EU) 2022/1616 om genanvendt plastik til fødevarekontakt fastlægger at genanvendt plastik der må anvendes til fødevareemballage skal stamme fra separat indsamlede og sorterede plastfraktioner. Plastik der opsamles fra blandet restaffald er definitorisk udelukket fra food-contact genanvendelse under denne forordning – uanset materialets oprindelige kvalitet og uanset konstruktionens separationsegenskaber.

Konsekvensen er permanent: plastik der ender i restaffaldet kan aldrig indgå i fødevareemballage igen. For PPWR Article 7’s krav om post-consumer genanvendt indhold gælder tilsvarende: materiale fra restaffaldsstrømmen opfylder ikke definitionen og kan ikke bidrage til nogens Article 7-opfyldelse. Enhver compliance-strategi der er afhængig af genanvendt indhold fra multimateriale-konstruktioner, bærer risikoen for at en andel af det primære materiale systematisk falder ud af den genanvendelige strøm ved first-sort.

 

Monomateriale som referencepunkt

En sprøjtestøbt PP-beholder i monomateriale eliminerer first-sort-ambiguiteten. Emballagen er en enkelt materialetype uden sekundære lag – forbrugeren ser plastik og sorterer i plastikfraktionen. Der er ingen visuel kombination af materialesignaler. NIR-scanning identificerer PP entydigt. Der er ingen separation der skal finde sted hverken af forbrugeren eller i anlægget.

Under PPWR indebærer monomateriale-konstruktion – uanset polymer – færre afhængigheder i genanvendelseskæden. For monomateriale-PP betyder det konkret: lavere Article 7-forpligtelse (10 % mod PET’s 30 %), højere sandsynlighed for recyclability-grade A/B under Article 6, lavere EPR-gebyrer fra 2032 og ingen first-sort-ambiguitet. En monomateriale-PET-løsning uden kartonhylster deler flere af disse egenskaber – forskellen ligger i Article 7-niveauet og forsyningssituationen. PP eller PET frem mod 2030? Den regulatoriske og forsyningsmæssige asymmetri.

Opsummering

Multimateriale-konstruktioner – herunder pap+PET-kombinationsløsninger – stiller regulatorisk svagere end monomateriale-løsninger på begge centrale PPWR-akser. Under Article 7 bærer PET-beholderen i en pap+PET-kombikonstruktion stadig den fulde 30% rPET-forpligtelse fra 2030 – kartonhylsteret reducerer ikke plastikkomponentens materialekrav. Under Article 6 scorer multimateriale-konstruktioner lavere recyclability-grade fordi effektiv separation typisk ikke sker i automatiseret sortering, med højere EPR-gebyrer fra 2032 til følge. Hertil kommer first-sort-problemet: forbrugeren bestemmer hvilken affaldsstrøm emballagen entrer, og plastik der ender i restaffaldet er under Forordning (EU) 2022/1616 permanent udelukket fra food-contact genanvendelse – uanset om konstruktionen er automatisk adskillende eller ej. Selvseparation skaber kun værdi, hvis emballagen først er sorteret ind i den rette affaldsstrøm. Monomateriale-PP eliminerer samtlige disse problemstillinger: lavere materialkrav, højere sandsynlighed for recyclability-grade A/B, lavere EPR-gebyrer og ingen first-sort-ambiguitet.

Article 7 i PPWR – Regulation (EU) 2025/40 – fastsætter bindende krav til genanvendt indhold i plastemballage med to ikrafttrædelsestidspunkter: 2030 og 2040. Kravene er differentierede: de varierer efter plasttype og efter, om emballagen er i direkte kontakt med fødevarer, drikkevarer eller farmaceutiske produkter. For producenter der vælger materiale til emballage i dag, er disse tærskler den juridiske ramme som forsyningsstrategien skal holdes op imod.

Den centrale forskel i forordningsteksten er asymmetrien mellem PET og øvrige plasttyper – herunder PP. PET-emballage med fødevarekontakt er underlagt en tredoblet forpligtelse i 2030 sammenlignet med PP i samme anvendelseskategori: 30% for PET mod 10% for PP. Asymmetrien er ikke tilfældig. Den afspejler at PET-flasker i mange år har haft et velfungerende genanvendelseskredsløb i Europa, og at lovgiver har konkluderet at markedet kan levere. For PP gælder en anden regulatorisk vurdering.

Denne artikel beskriver de konkrete krav under Article 7: hvilke tærskler gælder for hvilke materialer og hvornår, hvad der tæller som genanvendt indhold, og hvilke undtagelsesmuligheder forordningen stiller til rådighed. Spørgsmålet om PP’s fire compliance-veje mod 2030 behandles i PP eller PET frem mod 2030? Den regulatoriske og forsyningsmæssige asymmetri

 

Hvad tæller som genanvendt indhold under PPWR?

PPWR anvender begrebet „post-consumer recycled content“ – genanvendt materiale der stammer fra affald genereret af slutbrugere: husholdninger, erhverv eller institutioner der har brugt produktet til dets tilsigtede formål. Det er en afgørende afgrænsning.

Pre-consumer materiale – fabrikationsaffald og produktionsskrot der genindgives i produktionsprocessen hos den samme producent, eller som aldrig har forladt den industrielle forsyningskæde – tæller ikke. Det samme gælder regrind (genmalede spild fra eget produktionsgulv) og overproduktionsmateriale der recirkuleres internt. PPWR-kravet er specifikt rettet mod materiale der faktisk har været i omløb som affald og er returneret til råmaterialekredsløbet gennem sortering og genanvendelse.

For emballageproducenten og mærkeindehaveren indebærer det at sourcing af genanvendt materiale skal ske fra verificerede efterbrugsstrømme: fra sorterede husholdningsfraktioner, indsamlede B2B-strømme eller industriel genanvendelse af indsamlet forbrugsemballage. Det er indkøbet af denne materialekategori der skal dokumenteres og sættes i relation til kravtærsklen.

Differentierede tærskler – hvilken plasttype kræver hvad?

Article 7 differentierer kravene på to akser: plasttype og kontaktfølsomhed. Kontaktsensitiv emballage er emballage der kommer i direkte kontakt med fødevarer, drikkevarer, farmaceutiske produkter eller kosmetik – en kategori der i praksis dækker størstedelen af detailemballage til mejeriprodukter, drikkevarer og convenience food.

For PET-emballage med fødevarekontakt er kravet 30% post-consumer genanvendt indhold fra 2030, stigende til 50% i 2040. Det er det højeste krav i forordningen for plastmaterialer og gælder specifikt PET – ikke plastik som kategori.

For PP og øvrige plasttyper der ikke er PET – herunder HDPE, PS og flerlags-konstruktioner – er kravet 10% fra 2030 og 25% fra 2040 for kontaktsensitiv emballage. Der er tale om vægtandele: 10% af den samlede plastmasse i emballagen skal dokumenterbart stamme fra post-consumer genanvendt materiale i 2030.

For ikke-kontaktsensitiv emballage – transport- og industriemballage der ikke berører fødevarer – er kravene lavere og fastsættes i særskilte kategorier under forordningens bilag. For mange plastemballageproducenter der leverer til fødevareindustrien er det dog de kontaktsensitive kategorier der er relevante. PP eller PET frem mod 2030? Den regulatoriske og forsyningsmæssige asymmetri

Undtagelser og fritagelsesmuligheder under Article 7

PPWR indeholder to centrale undtagelsesbestemmelser der er relevante for plastemballage.

Article 7(4)(g) fritager emballage til spædbørnsernæring (infant formula), special medical purpose foods og andre fødevarer til sårbare befolkningsgrupper godkendt under forordning (EU) 609/2013. Fritagelsen er behovsbegrundet: for disse produktkategorier er forsyningssikkerheden og risikoen for kontaminering via genanvendt materiale vurderet som tungtvejende nok til at begrunde en undtagelse. Producenter der opererer i disse kategorier skal dog dokumentere grundlaget for fritagelsen.

Article 7(5)(a) giver mulighed for at fravige kravene for materialer, hvor der ikke eksisterer industriel genanvendelseskapacitet i tilstrækkelig skala til at levere det nødvendige post-consumer materiale i den krævede kvalitet. For PP-emballage er denne undtagelse potentielt relevant: mekanisk genanvendt PP i fødevarekvalitet er en teknologi under udvikling, og industriel skala er endnu ikke etableret på de fleste europæiske markeder. Undtagelsen forudsætter dokumentation – producenten skal aktivt demonstrere at markedet ikke kan levere, og at den relevante genanvendelsesteknologi ikke er tilgængelig i industriel skala.

Article 7(12) er en systemisk sikkerhedsventil: den giver Kommissionen mulighed for at udskyde ikrafttrædelsestidspunktet for specifikke materialer, hvis en markedsrevision i 2028 viser at forsyningskæden ikke kan levere tilstrækkeligt genanvendt materiale. Bestemmelsen dækker PP og andre ikke-PET plasttyper. PET er eksplicit undtaget – det fremgår af Recital 50 at dette er et bevidst valg fra lovgivers side.

Kemisk genanvendelse og massbalance – den afgørende uafklarede variabel

PPWR’s krav til post-consumer genanvendt indhold rejser et centralt spørgsmål for PP-emballage: kan kemisk genanvendt PP – fremstillet via pyrolyse eller opløsningsprocesser med massbalance-allokering – tælle med i opfyldelsen af 2030-kravet?

Svaret er endnu ikke givet. Article 7(8) pålægger Kommissionen at vedtage en gennemførelsesretsakt der præciserer metoderne til beregning og verificering af genanvendt indhold, herunder anvendeligheden af massbalance-tilgangen for kemisk genanvendelse. Denne implementing act forventes december 2026.

Massbalance er en dokumentationsmetode der tillader at genanvendt råmateriale – fx pyrolyseolie fra plastikaffald – blandes med fossile råmaterialer i en fælles produktionsstrøm, og at det genanvendte indhold allokeres til specifikke produktpartier via et certifikatsystem. Metoden er etableret i kemisk industri og anvendes i dag til kemisk genanvendt PP fra flere europæiske producenter. Om PPWR anerkender denne metode som dokumentation for post-consumer genanvendt indhold under Article 7 er ikke afgjort.

For PP-producenter og emballageindkøbere er dette den vigtigste uafklarede variabel frem mod 2030. Hvis massbalance godkendes, åbner det en ekstra compliance-vej via kemisk genanvendt PP. Hvis det ikke godkendes, er compliance-strategien henvist til mekanisk food-grade rPP – en teknologi der endnu ikke er tilgængelig i industriel skala – eller til undtagelsesbestemmelserne under Article 7(5)(a) og 7(12).

Dokumentation og verificering af genanvendt indhold

PPWR stiller krav om at den „economic operator“ der bringer emballagen på markedet, kan dokumentere og verificere at kravene til genanvendt indhold er opfyldt. Dokumentationsrammen fastsættes nærmere i implementing acts, men de principielle krav fremgår af forordningens tekst.

For mekanisk genanvendt materiale sker dokumentationen typisk via materialecertifikater fra genanvendelsesanlægget, der angiver materialets oprindelse, genanvendelsesmetode og post-consumer andel. For fødevarekontaktanvendelser suppleres dette af den relevante godkendelsesdokumentation – for ny og innovativ genanvendelse via de nationale tilladelsesrammer.

For kemisk genanvendt materiale via massbalance afhænger dokumentationsrammen af den endnu ikke offentliggjorte Article 7(8) implementing act. Det forventede grundlag er en certifikationsordning – muligvis ISCC+ eller tilsvarende – der kan verificere at den genanvendte råmaterialandel reelt stammer fra post-consumer plastikaffald.

For emballageproducenten indebærer det at sourcing af genanvendt materiale til 2030-compliance bør planlægges med øje for at leverandøren kan levere den nødvendige dokumentation: ikke alene materialet, men den sporbarhed og certificering der gør at mærkeindehaveren kan opfylde sin dokumentationsforpligtelse over for tilsynsmyndighederne.

 

Opsummering

Article 7 i Regulation (EU) 2025/40 fastsætter differentierede krav til post-consumer genanvendt indhold i plastemballage med ikrafttrædelse i 2030 og 2040. For PET-emballage med fødevarekontakt er kravet 30% fra 2030 og 50% fra 2040 – det højeste i forordningen for plastmaterialer. For PP og øvrige ikke-PET plasttyper er kravet 10% fra 2030 og 25% fra 2040. Genanvendt indhold defineres som post-consumer materiale: pre-consumer fabrikationsaffald og internt regrind tæller ikke. Centrale undtagelsesmuligheder inkluderer Article 7(4)(g) for spædbørnsernæring og medicinske specialprodukter, Article 7(5)(a) for materialer uden industriel genanvendelseskapacitet, og Article 7(12) som giver Kommissionen mulighed for at udskyde kravene for PP – men ikke PET – efter en markedsrevision i 2028. Om kemisk genanvendt PP via massbalance-metoden kvalificerer som post-consumer indhold afgøres i en implementing act under Article 7(8), forventet december 2026.